Menu

Tanker fra generalforsamlingen 2018

image
Peter Larsen
23. marts 2018 kl. 19:27
Torsdagens generalforsamling forløb planmæssigt

Det var en generalforsamling helt efter bogen, som de ca. 30 fremmødte medlemmer i klubhuset overværede torsdag aften. Det hele blev ledet på forbilledelig vis af Carl Erik, der holdt godt styr på det spørgelystne publikum. Årets tilbageblik leverede Torben i form af årsberetningen, som du kan læse ved at trykke her

Ellers kunne vores kasserer, Claus, fortælle om et år med øget medlemstal og derfor også flere kontingentkroner i kassen. Året 2017 bød dog også på øgede udgifter blandt andet pga. af vores besøg i Danmarksserien. Alt i alt kunne Claus dog fremvise et fornuftigt regnskab, som tegner godt for fremtiden. Det samme gør sig gældende for regnskabet for vores kære kunstgræsbane, der stadig følger den økonomiske plan, som bestyrelsen vedtog ved indvielsen. I fremtiden vil der nok være mindre udlejning, da mange klubber efterhånden selv har fået kunstgræsbaner (om end ikke i ligeså god kvalitet som vores...) Mindre udlejning betyder samtidigt også, at vores egne medlemmer kan få mere gavn af banen, men vi skal samtidigt også henvise til vores fine å-bane, som sagtens kan bruges i vintermånederne.

Bestyrelsesvalget var hurtigt overstået, da der ikke var opstillet andre kandidater, så det er derfor en uforandret bestyrelse, der fortsætter arbejdet for Fredericia fF. Suppleanter til bestyrelsen er stadig Søren Thalund, mens Kurt Kingod er ny i den sammenhæng.

Aftenen sluttede traditionen tro med hæder til nogle af de mest trofaste f'ere. Således var der hæder og taktfaste klapsalver til Torben Andersen, Carl Erik Jensen og Benno Erdmann for mange års tro tjeneste. Endelig fik Erik "FUT" Pedersen på vegne af hele sin familie prisen som "årets kræmmer" for deres utrættelige arbejde med at styre trafikken til og fra vores kræmmermarked -  Alt det kan I se og læse mere om på vores Facebook side "Fredericia forenede Fodboldklubber. 

Tak til Frank for den efterfølgende mad, tak til de fremmødte for at holde en go' tone og særlig stor tak til alle jer, der yder en indsats i vores dejlige klub.

Fredericia fF længe leve!