Menu

U21 vandt 2-0 over Kolding IF

image Thachrit Nagulrum i kamp for U21 holdet imod KIF
Bjarke Holm Jensen
26. marts 2018 kl. 21:58
Mandag aften vandt U21 over Kolding IF med 2-0 efter samme cifre ved pausen

Klubben har indeværende forår igen deltagelse i en privat U21 turnering i samarbejde med FC Fredericia og flere klubber i regionen. Set fra klubbens side fordi vi igen har en sæson foran os med usædvanlig mange helt unge spillere som bejler til en plads på JS holdet.  U21 kampene skal tilse at der bliver kvalificeret spilletid til dem alle. Samtidig skal samarbejdet give mulighed for spilletid til de unge folk i divisionstruppen hvorfra der da også var deltagelse af 2 spillere i aftenens kamp. Samarbejdet betyder at holdet stiller til kamp i rød trøje og med Mogens Hjort som stymand på sidelinjen. 

Gæsterne fra Kolding lagde ud i et hæsblæsende tempo, men trods stor overvægt i spillet blev de ikke rigtig målfarlige. Så blev det anderledes giftigt den modsatte vej efter 11 minutter da Mads Isaksen på en skrå pasning skar ind i feltet og blev fældet. Simon Stenderup scorede sikkert til 1-0 på det efterfølgende straffe.

Blot få minutter senere blev det også 2-0 da en heroisk arbejdende Emil Andresen fik en dyb stikning. Et splitsekund så det ud som om han kom for tæt på målmanden, men han fik behændigt bolden fladt forbi og i mål til 2-0 føring. 

2. halvleg fortsatte i samme høje tempo og perioder med Kolding-dominans men uden de helt store chancer til nogen af holdene og kampen endte med en ganske fortjent hjemmesejr på 2-0 omend efter en jævnbyrdig affære.