Menu

JS spillede 1-1 i Vejen

image Mads Isaksen i en af utallige nærkampe i dagens JS kamp
Bjarke Holm Jensen / foto: Stina Holm Jensen
10. september 2017 kl. 18:31
Klubbens JS hold fik et point med hjem fra søndagens udekamp i Vejen

Klubben Jyllandsseriehold fik 1-1 i søndagens udekamp i Vejen efter samme cifre ved pausen.  Efter midtugens nederlag til rækkens bundhold var de mest positive nok at man fik "stoppet blødningen" og igen kom på tavlen pointmæssig. Med det ene point sneg man sig samtidig igen op på rækkens 1. plads med 13 point.

F'erne kom dårligt ud af startblokken i dagens kamp. Vejen stod godt på banen og man formåede ikke for alvor at true på nogen af kanterne. Derved blev spillet forudsigeligt og Vejen fik for let ved at bryde f'ernes positionsspil. 

Efter et kvarters spil anede de mest blå øjne på tribunen nok at f'erne begyndte at få sat spillet bedre sammen, men det blev i stedet hjemmeholdet som efter 21 minutter bragte sig foran 1-0 efter en fejlpasning i bagkæden. Heldigvis fik scoringen ikke lov at forstyrre den spirende fremgang og blev i stedet startskuddet til f'ernes klart bedste periode i kampen og efter flere nærgående forsøg virkede det næsten uundgåeligt at udligningen måtte komme. Det gjorde den i det 30' minut på en retur på et godt gennembrud af Mads Isaksen hvor Emil Rasmussen fik kriget returen i mål til 1-1. 

Desværre varede det gode indtryk ikke ved i 2. halvleg hvor Vejen igen fik et overtag i spillet i en kamp hvor det virkede som om f'erne skulle martre sig selv med fejlpasninger og forkerte beslutninger til sidste fløjt. Vejen havde til gengæld ikke evnerne til at skabe chancer på overtaget og i det sidste kvarter fik f'erne påny lidt bedre styr på sit spil. Og de sidste 5 minutter udløste et gult kort til Vejen chancen for at stjæle sejren med hjem. Det blev indskiftede Emil Andresen som fik den ultimative chance på en løs blod tæt under mål, men fik for dårligt træf på bolden og kampen ebbede ud med en fair pointdeling. 

Næste lørdag er der for 3. gang i efteråret dækket op til dobbelt arrangement i Madsby, denne gang med 2 topopgør. Kl. 13.30 spiller JS imod Agerbæk-Starup som er nr 3 blot 1 point efter f'erne. Kl 15.30 spiller serie 3 imod rækkens tophold fra Hover. 

Luk