Menu

JS spillede 2-2 i Torsted

Bjarke Holm Jensen
07. april 2018 kl. 18:42
Klubbens JS-1 hold fik 2-2 imod Hatting-Torsted efter de var bagud 2 gange

F'ernes JS-1 hold kom lørdag eftermiddag på tavlen med 2-2 på udebane imod Hatting-Torsted efter at have været bagud både 1-0 og 2-1. Vurderet ud fra spillemæssig formåen var et point dog for lidt til at stille nogen tilfreds.

Man havde ellers været bevidst om dagens betingelser og allerede til torsdagens træning flyttet på græs. Og det med god grund for Torsted Stadion bød på en både ujævn og græsfattig bane med en frisk diagonal vind over banen. Opskriften var derfor klar: "keep it simpel". Problemet var bare at det havde hjemmeholdet også gennemskuet og onde tunger ville nok mene at stilen lå mere til højrebenet for hjemmeholdet. Og de gjorde det da også med hjertet, stillede sig dybt og overlod trods medvinden initiativet til f'erne fra start. Og gennem halvlegen var Torsted farlige på kontra. Det blev dog en målmandsfejl der satte hjemmeholdet i gang efter 9 minutter da et frispark fra 35 meters afstand blev fanget af vinden og totalt snød Jonas Ankerstjerne i målet.  Efter et par chancer i begge ender fik f'erne udlignet til 1-1. Igen var oplægget på frispark fra distancen, hvor Jonas Møller Jensen steg til vejrs foran målmanden og headede udligningen i mål. 

Blot 3 minutter senere gik det så galt igen, skabt på inkonsekvent forsvarsspil. En modstander slipper fri på baglinjen 4 meter fra mål og banker opportunistisk mod mål hvor den rammer Anker på benet og derfra i mål til 2-1. 

Fra 2. halvlegs start sætter f'erne sig med vinden i ryggen på tingene og tilspiller sig trods de svære betingelser flere gode chancer men må helt hen til 17 minutter før tid inden udligningen falder efter gennembrud i venstre side af feltet ved Mike Andersen.

Også i slutfasen var der gode muligheder for at sætte sejrsmålet ind, men Torsted holdet kæmpede bravt og havde såmænd også deres chancer i slutminutterne. F'erne må finde trøst i at de slap af med nullet i denne omgang. 

Holdet måtte i dagens kamp udskifte Fuat Hansen allerede efter et kvarters spil. Det betød at man spillede det meste af kampen med en meget ung central midtbane bestående af Espen Wind og Oliver Pausgaard. De leverede begge en flot præstation.

Næste kamp er også på udebane næste lørdag kl 13.30 imod Silkeborg KFUM

 

Luk