Menu

JS tabte stort til Fuglebakken

image Peter Hansen og Mads Isaksen, tidligere holdkammerater i duel om bolden
Bjarke Holm Jensen / foto: Stina Holm Jensen
20. april 2018 kl. 23:30
Klubbens JS hold tabte fredagens kamp til Fuglebakken med 6-2 efter 3-1 ved pausen

F'ernes 1. hold i JS havde fredag aften besøg af Fuglebakken KFUM fra Århus.  F'erne havde endnu engang valgt at starte i en offensiv opstilling i en 4-3-3 formation. Indledningen lignede en kopi af kampen i Skanderborg med modstanderen mest på bolden, men Fuglebakken blev dog ikke farlige. Men efter 5 minutter ændrede billedet sig, pludselig lignede spillet det man kunne forvente med en 4-3-3 opstilling, man fik sat sig på spillet højt oppe. Desværre blev det også dette som skulle besegle holdets skæbne med et stort nederlag i den sidste ende. Det var der 2 grunde til. For det første blev der præsteret alt for ujævnt på flere positioner med uforudsigelige boldtab i relativ upressede situationer. Dernæst blev man alvorligt udfordret på de efterfølgende kontraer med en højtstående back-kæde. 

Men man nåede at få 10 minutter med højt anlagt presspil og flere nærgående forsøg. Men gæsterne var hele tiden farlige på deres omstillinger. Efter et kvarter blev det 1-0 til gæsterne da et indlæg fra venstresiden blev alt for løst clearet foran mål og returen blev resolut sparket fladt i mål. Dernæst nåede Anker at afværge en 100 % chance inden det i det 19' minut blev 2-0 efter hjørnespark og efter 29 minutter blev det også til 3-0 på straffespark.

F'erne nåede dog at få samlet sig selv op imod halvlegens slutning og reducerede til 1-3 ved Oliver Pausgaard efter flot 1-2 spil med Emil Rasmussen på kanten af feltet. 

Hjemmeholdet brugte pausen til flere ommøbleringer i forsvaret og man fik en god start på 2. halvleg med både greb om spillet om med flere store chancer for yderligere reducering. Men i det 62' minut appelerede f'erne voldsomt for tilbagelægning til målmanden. På det efterfølgende angreb blev kampen reelt lukket til 1-4 og 5 minutter senere blev det også 1-5.  Mike Andersen fik derpå en flot reducering ind til 2-5 inden gæsterne lukkede festen med en lige så flot frisparksscoring til slutresultatet 6-2. 

Det var forståelig nok en ærgerlig og frustreret FfF træner Brian Kastling man kunne få i tale. Og han så også kampens udfald som en kombination af egne mangler defensivt og en ultra effektiv modstander. 

Holdet spiller også næste gang på hjemmebane lørdag d. 28. april kl 13.30 hvor modstanderen er Agerbæk. 

 

Luk