Menu

Uafgjort i årets første testkamp

image U19 spilleren Oliver Pausgaard fik senior-debut og gjorde et godt indtryk i Hedensted
Bjarke Holm Jensen
10. februar 2018 kl. 16:51
klubbens 1. hold i JS-1 spillede 0-0 i Hedensted

Klubbens Jyllandsserie som har kvalificeret sig til forårets oprykningsspil om en plads i DS havde valgt at starte forårets opstartsprogram med en udekamp imod DS holdet fra Hedensted.  Modstanderen formåede det som f-erne ikke klarede den foregående sæson, at rykke op i DS og finde fodfæste. Ganske overbevisende, således lå Hedensted i efteråret en overgang på 1. pladsen med 16 points efter de første 6 kampe. Gassen gik dog lidt af dem, men kan overvintre på en flot 5. plads med blot 6 points op til toppen. 

Det kom således ikke som nogen overraskelse at hjemmeholdet startede dagens træningskamp med besnærende positionsspil og stensikre kombinationer som gav dem et solidt greb om begivenhederne mens flere af f'ernes spillere tydeligvis blev overrumplet over hvor hurtigt de kom under pres. Men midterforsvaret med Emil Lundø og Jonas Møller Jensen holdt niveau fra kampens start og Hedensted formåede ikke at tilspille sig åbne målchancer og efter 15-20 minutter fandt f-erne sine ben igen og spillet jævnede sig ud derfra. 

Der var i dagens kamp senior-debut til 2 U19 spillere. Oliver Pausgaard spillede en time dels central midt, dels back og gjorde et rigtig godt indtryk. Det samme gjorde Mohamed Akif efter pausen som angriber. Desuden bød kampen på comeback til Sophus Pedersen som også gjorde det fornuftigt og vel havde 1. halvlegs bedste tilbud på afslutning fra distancen. 

Med 16 spillere til rådighed betød pausen udskiftning på halvdelen af markspillerne. Overraskende nok gav det ingen ændring i spilfordelingen. Niveauet blev stort set holdt med Anker, Jones, Fuat og Isak som en fastholdt akse i holdet.  Også Hedensted havde godt styr på sin defensiv og derfor blev også 2. halvleg en chancefattig affære med god intensitet og glimtvis godt spil og en retfærdig 0-løsning.  Som erstatning for scoringer blev kampens dramatiske højdepunkt i stedet da Fuat Hansen efter 1 times spil var tæt på at blive sendt ud med rødt kort (eller var det Fuat der var i færd med at smide dommeren ud for uduelighed... ?) 

F'ernes træner Brian Kastling havde til dagens kamp valgt sine spillere primært efter mødeprotokollen fra træningsbanen og han var forståelig godt tilfreds med forårets første optræden. 

Holdet spiller næste testkamp kommende lørdag kl 13.30 på kunstgræsbanen i Madsby hvor modstanderen er Nr Åby som ligger midt i Albaniserien. Der bliver tale om dobbelt-arrangement, da serie 3 spiller lige efter kl 15.30 imod Erritsø. 

 

Luk