Menu

Drengene fra U9 i ilden ved efterårets første indendørsstævner

image Fem glade drenge efter årets første indendørsstævne
Kristina Back
05. november 2018 kl. 19:18

Søndag d. 4. november løb de første indendørsstævner af stablen for U9’s 40 drenge. Stævnerne foregik på fire forskellige adresser i Sydjylland: Fff 1 B-række skulle helt til Bredsten, Fff 2 B-række spillede i Park-hallen i Kolding, Fff 1 C-række kunne nøjes med at tage til Erritsø, mens Fff 2 C-række slog deres folder i Bramdrupdam. B-rækkerne spillede med kun fem spillere på hvert hold og de to hold i C-rækken havde seks spillere med hver.

I Bredsten gjorde drengene fra Fff 1 B-rækken deres bedste, men måtte se sig slået af Skanderborg i første kamp, som endte 1-3.  I kamp to gik det til gengæld rigtig godt for drengene, som gav Hover en ordentlig omgang stryg, da de vandt 4-1. I tredje kamp kunne drengene ikke rigtig ramme målet, og Vinding løb med en sejr på 3-0. Til gengæld blev det til en målrig kamp mod Gaurslund, som endte med de imponerende cifre 3-6 i Gaurslunds favør. Det er mange mål, når en kamp kun varer ni minutter!

I Park-hallen var undertegnede med som vikartræner for Fff 2 B-række – derfor også flest detaljer fra de kampe.

For drengene i Park-hallen brændte det bogstaveligt talt på fra starten. Selvom de kæmpede bravt, var de under pres fra Taulov under hele kampen. Alt spil foregik stort set på vores banehalvdel, og vi tabte første kamp til Taulov 0-2. Næste kamp mod Dalby kom vi bagud 0-1, men fik udlignet til 1-1 på mål af Gustav P, og efter kvalificeret spil blev det også kampens resultat. I tredje kamp mod Gaurslund var vores drenge overlegne: Magnus C scorede hurtigt første mål, og Karl-Otto scorede et sejt hattrick. Resultat: 4-1.
I kamp fire blev vi hårdt udfordret af KFUM, som kom foran 1-0. Vi fik udlignet til 1-1, men tabte desværre 2-1 i det sidste minut. Vi brændte et par store chancer, så der er nok dømt skudtræning på onsdag.
I femte kamp mod Trelde satsede vi med en ny opstilling, men det gav bagslag, og vi kom bagud 0-3. Derefter 1-3 og selvom vi var tilbage i stærkeste opstilling og havde alt spillet, brændte vi et hav af chancer, så 1-3 blev kampens resultat. 

I Erritsø viste Fff 1 fin form i C-rækken, da drengene triumferede i første kamp med en storsejr, nemlig 5-1, over Erritsø. I det andet opgør tabte de snert 2-1 til KFUM og igen snert til Vinding 3-2. Heldigvis vendte bøtten mod Taulov, som blev besejret 4-2, og drengene sluttede dagen af med en snæver sejr på 4-3 over Nr. Bjært/Strandhuse. Lækkert.

I Bramdrupdam fik Fff 2 kun fire kampe i C-rækken, da Bjert IF ikke dukkede op, og vi vandt således uden kamp. I første kamp mod Nr. Bjært/Strandhuse var drengene egentlig godt med i spillet, men tilfældigheder gjorde at de måtte se sig slået 3-1. Heldigvis fik drengene oprejsning mod de lokale fra Bramdrupdam, som blev slået hele 4-1. Oprejsningen gav desværre ikke nok selvtillid til at drengene kunne slå KFUM, som i dag var et bedre hold og kørte Fff over med 5 mål mod 1. I sidste kamp var drengene uden deres topscorer og måtte indse, at dagens sidste kamp på trods af flot fightervilje blev et nederlag til Seest.

Godt kæmpet af alle drengene på alle hold – vi glæder os til mere fodbold d. 9/12, hvor de næste indendørsstævner finder sted.

Stor tak til de forældre som hjalp til som trænere – uden jer ville det ikke kunne lade sig gøre at tumle så stor en årgang. En særlig tak til Krølle, Thomas og Sophie, som til træning skal styre op til 40 drenge hver gang.

Vi er klar igen på onsdag til træning, hvor vi skal have fokus på målmandens rolle indendørs samt forskellige opstartstaktikker.

Luk