Menu

U13 vandt oprykningskampen

image F'ernes U13 spiller liga 3 (mesterrække) til efteråret
Bjarke Holm Jensen
22. juni 2018 kl. 21:25
U13 vandt tæt oprykningskamp imod Horsens fS og rykker op

Klubbens U13 hold som i foråret har spillet i liga 4 endte som suveræn vinder efter 10 kampe og 30 points. I kampen om både JM og oprykning var f'erne oversidder i 1. runde. Fredag aften trådte f'erne således ind i 2. runde som ikke bare gjaldt videre deltagelse i kampen om jysk mesterskab.For der stod også en oprykning til liga 3 på spil, for vinderen af aftenens kamp var oppe, mens taberen ville forblive i liga 4 til efteråret. 

Kampen imod Horsens fS blev afviklet i VB Parken hvor der stod en kraftig vind på langs af banen. F'erne startede med vinden i ryggen og med dette et vist momentum næsten forærende på den konto, men alligevel blev det Horsens som kom først på tavlen efter blot 10 minutters spil. Men efter 15 minutter fik f'erne valuta for medvinden da Mikkel Riis sendte en umulig halvflugter mod mål fra 30 meters afstand, umulig for målmanden og så stod det 1-1. Og der skulle blot gå 2 minutter før Mikkel Riis igen var på færde, denne gang på en returbold efter hjørnespark som han fra spids vinkel bankede op i modsatte krog til 2-1 føring. Lige før pausen blev det også 3-1 da Sebastian Christensen modtog en tværbold udenfor feltet, han vendte hurtigt af på en modstander og satte bolden flot i mål.

Med sidebyttet blev tingene som forventet vendt på hovedet og i det 40' minut var det Horsens' tur til at udnytte medvinden til at sætte et flot langskud ind og reducere til 3-2. F'erne forsvarede sig dog dygtigt i fortsættelsen og det lignede afgørelsen da Jamie Papkiewicz elegant gled igennem på venstrekanten og derefter spillede ind på Mohamed Zakaria. Han afdriblede nærmeste modstander og satte bolden stensikkert ind under en fremstormende målmand til 4-2 føring.  

Så let skulle det dog ikke gå for minuttet efter pådrog f'erne sig en unødvendig 10 min. udvisning. Så var der dømt overlevelseskamp en periode og netop som f'erne troede de skulle klare frisag faldt reduceringen til 4-3. Men de fik redet stormen af og 2 lettede og glade trænere, Jan Sørensen og Claus Gordon kunne danse krigsdans sammen med spillerne. 

Semifinalen om JM spilles allerede på mandag. Sted og modstander ukendt i skrivende stund.

Fra klubben et stort tillykke til spillere og trænere 

Også klubbens liga 5 hold i U 15 blev vinder af deres turnering og er med dette allerede rykket op i efterårets liga 4. De spillede 1. runde om JM i tirsdags i Augustenborg hvor de vandt en tæt kamp med 2-0. De spiller kvartfinale på søndag kl 14.00 på Engum Stadion imod Engum/VB. 

Luk