Menu

FfF har mistet sit samlingspunkt

image
Carl Eriks fodboldkammerater
19. juli 2018 kl. 22:17
Mindeord fra Carl Eriks fodboldkammerater

Mindeord:

Det er med kæmpe sorg, at vi har mistet vores fodboldkammerat Carl Erik Jensen. I 45 år har han været samlingspunktet i Fredericia forenede Fodboldklubber. En af klubbens allerstørste ildsjæle er her ikke mere - men for os vil Carl Erik altid være blandt os - og også de kommende generationer af fodboldspillere - vil opleve fodboldlivet og klubhuset i Madsby i den ånd, som han mere end nogen anden har skabt og været garant for.
Carl Eriks tid i forsvaret har ikke været forgæves - og der er blevet råbt højt, hvis man trådte græsset på opvisningsbanen på et forkert tidspunkt - eller hvis man lige kom til at gå ind i omklædningsrummet iført fodboldstøvler. For klubben og klubhuset passer vi alle på.

Det begyndte i 1972 med, at sønnerne Frank og Allan skulle spille fodbold i F'erne - og som det naturligste i verden blev både Carl Erik engageret i først ungdomsarbejdet som træner for sønnerne og deres kammerater - men siden i hele klubben.

Sammen med sin hustru Irene har han om nogen været synonymer med klublivet i Madsby, hvor ægteparret i flere omgange har bestyret klubhuset.

Carl Erik havde en god humor og et glimt i øjet. Han evnede at rumme alle ungerne i klubben, uanset social status og nationalitet - og mange fulgte han derefter hele livet.

For ham var ingen større end klubben - det har været så smittende og lærerigt for alle 'de blå' fodboldspillere, forældre og ledere. Uden familien Jensens engagement i klublivet - havde Fredericia fF ikke kunne opretholde de mange arrangementer, der er grundstøtterne i klubbens økonomi. Carl Erik har lært os, at det er naturligt, at man hjælper sin klub - og han vidste selv, hvor vigtige de frivillige var for klublivet.

Alle omkring klubben har været på fornavn med Carl Erik - han har om nogen været med til at opbygge den helt særlige sociale omgangstone, der er i Madsby, og der findes vel næppe den fodboldspiller i Fredericia fF, der ikke kan fortælle en sjov eller mindeværdige historie om Carl Erik.

Han var frivillig med stort F i F'erne - en ildsjæl, som vil blive savnet og husket i mange år fremover, når flere generationer fortæller historier om tiden i F'ernes blå trøjer.

Det er også de historier, som vi håber, at Carl Eriks efterladte - Irene, sønnerne Frank og Allan og deres familier fortæller hinanden her midt i den store sorg, som vi deler. Jeres Carl Erik har betyder så meget for så mange.

Æret være hans minde.

Carls Eriks fodboldkammerater

Luk