Menu

JS tabte 4-0 i sidste kamp

image Mads Isaksen, som runder halvvejen til de 50 i morgen, havde svære betingelser i dagens kamp
Bjarke Holm Jensen / foto: Stina Holm, Jensen
04. november 2017 kl. 16:57
JS tabte efterårets sidste kamp i et gedigent mudderbad på Starup Stadion

Klubbens JS hold sluttede sæsonen af med en udekamp imod rækkes tophold fra Agerbæk-Starup.  Kampen blev afviklet på Starup Stadion på det som set udefra lignede et brugbart græstæppe. Det var det ikke. Banen var totalt opblødt af efterårets store regnmængder og ret beset uegnet til fodbold. Men det var trods alt lige for begge hold.

Kampen startede jævnbyrdigt og chancefattigt omend præget af de tilfældigheder der følger af at fodfæstet forsvinder ved ethvert retningsskifte og at bolden nærmest var uden opspring.  Hjemmeholdet havde i løbet af 1. halvleg et par farlige forsøg lige udenom mål, mens f'ernes største chance tilfaldt Mads Isaksen midt i halvlegen på en friløber som dog blev blokkeret af målmanden. De mange tilfældigheder gav også mange farlige situationer og voldsomme nærkampe og f'ernes anfører Jonas Møller Jensen måtte på den konto allerede forlade banen efter 5 minutter med en skadet ankel. kampens dommer kom nok for sent i gang med de gule kort. Men lige før pausen gik det til gengæld hurtigt med 2 gule kort til hjemmeholdet, men uden at f'erne formåede at udnytte det og det forblev 0-0 til pausen.

Man fornemmede at der kunne komme en modregning på kort-kontoen og det kom der allerede efter 49 minutter da Andreas Holst blev sendt ud i 10 minutter og hjemmeholdet scorede kynisk og flot på det efterfølgende frispark. Derfra var det tydeligt at f'erne ikke havde hverken vilje eller evner til at komme tilbage under de givne omstændigheder og fokus blev i stedet rettet imod både bane og dommer mens det hurtigt blev både 2-0 og 3-0. 

Et kvarter før tid kulminerede frustrationerne da Agerbæk-Starup blev tilkendt straffepskark til stor frustration fra både spillere og bænk. Faktum er: en spiller dribler ind i feltet. Martin Ålborg Nielsen tackler spilleren hårdt men klokkerent på kroppen uden at have bolden i nærheden af spilleafstand. Døm selv. 

Straffesparket blev omsat til slutresultatet 4-0. 

Positivt er det at spillerne nu har en god lang vinterperiode med lavt blus på træningen og kan se frem til et forår med deltagelse i oprykningsspillet til DS. 

Luk