Menu

Fodbold og fest i Madsby

image
ST
07. november 2022 kl. 09:23
FfF sikrede sig endnu et år i Jyllandsserie 1 - og så blev FfF topscorer fejret med peber

Der var bogstaveligt talt lagt op til fest lørdag eftermiddag i Madsby. Anfører for klubbens 1. hold, Mads Isaksen, fyldte 30 år og det skulle fejres i klubhuset om aftenen. Inden da havde Isak og resten af holdet dog en vigtig opgave, da Holstebro fra JS2 kom på besøg til en direkte playoff kamp, der skulle afgøre hvilket hold der i foråret 2023 skal tørne ud i JS1.

Om det var den forestående fest eller kampens betydning der havde trukket folk til Madsby skal vi lade være usagt, men kunstgræsbanen var velbesøgt denne lørdag. 

Kampen startede med et spillemæssigt overtag til de blå, men den sidste skarphed i kombinationer og stikninger manglede for at det blev helt farligt. Det blev det dog efter et kvarters spil, hvor dagens fødselar med et kort aflæg blev spillet fri i feltet og med et fladt spark ved den nærmeste stolpe sendte Isak holdet i front - det var endda med den lunkne venstrefod! Herefter fulgte straks nogle minutter hvor momentum tilfald gæsterne og Madsby drengene blev alt for passive. Det resulterede i 1-1 efter 20 min. spil. Det lignede en pointdelingen ved pausen, men med en smule hjælp fra udeholdets målmand dumpede bolden pludselig ned for fødderne af Jonas Bo, der kunne sende læderen i kassen til en pauseføring på 2-1. Det var i en periode, hvor Holstebro var reduceret til 10 mand grundet et gult kort efter en alt for sen tackling på "Kitty". De blå har dog tidligere haft det svært mod 10 mand og det skulle vise sig at være tilfældet igen i dag. Kort inde i 2. halvleg var kampen således vendt på hovedet med 2 hurtige scoringer fra udeholdet. Det virkede til at ryste spillerne en smule, men "Jones" bragte den nødvendige energi og vilje, da han efter et hjørnespark uimodståeligt steg til vejrs og pandede udligningen i mål til stillingen 3-3!

Rigtigt sjovt blev det ca. 5 min før tid da Lucas med en kattepote behandlede en dybdebold fra Foged efter fortjeneste og rundede keeperen og gjorde det til 4-3. Det lignede hermed en sejr til de blå, men dybt inde i overtiden lykkedes det alligevel gæsterne at udligne til 4-4 og dermed fremtvinge forlænget spilletid. Det var en spand kold vand i hovedet og det var rigtig mange tunge ben, der pludselig skulle finde ekstra energi frem. Den mission lykkedes dog til fulde da de blå lukkede kampen i de sidste 15 min. på scoringer fra dagens mand, Isak, samt Lucas. En fortjent men hårdt tilkæmpet sejr, der gør at holdet igen er at finde i JS1 til foråret.

Efter kampen blev Mads Isaksen traditionen tro "fejret", når man som ugift passerer de 30...

Der skal fra klubben lyde et kæmpe tillykke med sejren til hele holdet samt et stort tillykke til Mads Isaksen med den runde dag!

Sæsonen bød desværre på nedrykning til klubbens 2. hold, der må en tur ned fra serie 4. 

Det har været en sæson, hvor holdet fra start måtte kæmpe i den tunge ende af tabellen og på trods af en rigtig fin afslutning, så rakte dette ikke til redning. Det har dog været en rigtig stærk række, og der venter uden tvivl holdet mange flere sejre og succeser til foråret.

På lørdag rundes sæsonen af med afslutningsfest i klubben, men det betyder ikke at bolden ligger stille i Madsby. JS træner videre om tirsdagen kl 18.30 og alle er velkomne, hvis man ønsker at prøve sig af. Det samme gælder selvfølgelig også om torsdagen kl. 18.30, hvor S4 og U19 vil træne. Denne træning vil ligeledes være åben for deltagelse vinteren igennem.w