Menu

Vandt trods bistik og ingen udskiftere

image
AS
16. august 2022 kl. 09:17
Kvinder 7-mands: Vinding SF-Fredericia fF 0-1 (0-1) Mål for FfF: Maria Kvist

Med en trykkende varme og ingen udskiftninger tog FfF’s kvinder hul på efterårssæsonen. Der venter en turnering med gode og jævnbyrdige hold – og ingen walkover-kampe.
Derfor var det med bange anelser, at F’erne tog til Vinding, og endnu værre så det ud en halv time før kampen, da Lærke Busk Christensen blev stukket af en bi. Der lignede det en kamp med en i undertal. Heldigvis kunne hun spille med i kampen, hvor FfF brugte alle kræfter.
- Alle kæmpede r…. ud af bukserne, siger holdleder Søsser Løkkegaard efter kampen.
- Vi løb rigtig meget – sindssygt meget, og jeg kan sige, at alle er trætte nu.
Men det store løbearbejde gav resultat – for Maria Kvists mål efter en dribletur i første halvleg blev kampens eneste.
FfF-kvinderne tog sig en slapper i begyndelsen af anden halvleg, og selvom Vinding var nærgående, så endte de fleste af hjemmeholdets forsøg forbi mål. Gæsterne var tættere på 2-0, end modstanderne var på en udligning.
- Efter pausen var de fleste af os brugte på grund af varmen, men i det sidste kvarter kom vi igen. Mod slutningen af kampen blev der kigget rigtig meget op på uret. Det var mere knokleri end kønt, siger Søsser Løkkegaard.

Onsdag 17. august venter næste kamp for FfF. Det er lokalopgør kl. 19.00 i Madsby mod BPI.