DS vandt 3-0 i generalprøven

Klubbens DS hold fik en 3-0 sejr i aftenestræningskamp imod JS holdet fra Hatting-Torsted efter 1-0 ved pausen. Kampens indledning var jævnbyrdig med for mange opspilsfejl til begge sider, men man fik efterhånden et indtryk af at det var hjemmeholdet som havde mest offensivt at byde ind med og man ventede blot på at holdet skulle få sat de rigtige 3-4 afleveringer sammen. Det skete efter 27 minutter da en stærkt spillende Fuat Hansen med det yderste fik en dyb spilning spillet videre til en fri Mads Isaksen som blæret sparkede bolden forbi en sagesløs målmand med ydersiden til 1-0. Dette gav et vist overtag til hjemmeholdet,men alligevel var det udeholdet som op til pausen havde flere nærgående forsøg.
F'erne startede2. halvleg med et højt pres som Torsted ikke kunne håndtere og allerede efter 3 minutter blev det 2-0 da Mads Isaksen stjal bolden bolden ved baglinjen, spillede bagud til Janus Frost som skarpt sparkede bolden imål. Blot 4 minutter senere var rollerne byttet om hvor det var Janus der slap fri ved baglinjen og spillede bagud til Mads Isaksen til scoring 3-0.
Ved 60 minutter var der masseudskiftning fra f'ernes side. Således kom man op på 7 ændringer fra start 11'eren. Derved fik afslutningen præg af en talentparade af ialt 5 oprykkede U19 spillere som kunne noget andet, som bød ind med offensive kvaliteter og energi. Og lidt for mange naive boldtab hvilket holdt et ellers nedspillet Torstedhold i live med adskillige giftige kontraer. Således måtte en stærkt spillende "Anker" i målet på et tidspunkt rykke ud med en dobbeltredning for at holde buret rent.
En debuterende Kristian Kausgaard gjorde et fint indhop og fik vist både offensive og defensive kvaliteter. Desuden leverede nytilkomne Kasper Maagaard en bundsolid kamp i midterforsvaret som een af de få som fik fuld spilletid.
Samlet set en godkendt testkamp inden det bliver alvor med første turneringskamp på fredag i Ringkøbing.