Mindeord for Carl Erik Jensen
Det er med stor sorg vi i FfF modtog meddelelsen om Carl Erik Jensens død af hjertestop på Vejle Sygehus natten til onsdag den 11. juli 2018.
I 1972 mødte Carl Erik første gang op på FfF’s daværende anlæg ved Smalagervej med sine 2 sønner Frank og Allan, og lige siden har Carl og hans famile udført opgaver for klubben både på den daværende adresse på Smalagervej og ikke mindst i klubhuset og anlægget i Madsby.
Der findes vel ikke nogen opgaver i klubben, som Carl ikke har varetaget, først og fremmest har han sammen med hustruen Irene i flere omgange varetaget arbejdet som bestyrer i klubhuset og haft ansvaret for pasning af klubbens cafeteria, rengøring af klubhus og omklædningsrum samt vask af tøj til træning og kampe.
Derudover har Carl været ungdomstræner, seniortræner, holdleder og bestyrelsesmedlem og dermed været en institution i klubben i rigtig mange år.
De seneste mange år har Carl sammen med andre frivillige påtaget sig arbejdet med passe faciliteterne og materialerne i Madsby, så der altid har været klar, til at klubbens medlemmer har kunnet udfolde sig både til kampe og til træning. Særligt i forbindelse med klubbens store arrangementer Madsby Pige Cup og Fredericia Heste og Kræmmermarked har Carl og hans hjælpere ydet en kæmpeindsats, som har gjort at arrangementerne har kunnet skaffe uundværlig økonomi til gavn for fodboldungdommen i FfF.
Siden klubben i 2013 fik anlagt en kunstgræsbane har Carl sat sig i spidsen for at passe og pleje banen, så klubbens anlæg har fået et kæmpeløft og gjort det muligt at spille fodbold udendørs hele året, det ikke mindst takket være Carl og hans hjælpere.
Med det engagement og det arbejde som Carl gennem årene har ydet for og i klubben betyder det, at FfF har mistet en kapacitet, som bliver utrolig svær at erstatte, og selvom Carl med sin militære baggrund ofte har virket lidt kontant i sit udtryk, har ingen, hverken ledelse eller medlemmer forgæves bedt Carl om hjælp til løsning af opgaver.
Savnet bliver selvfølgelig størst i familien for hustruen Irene sønnerne Frank og Allan med deres familier og vores tanker er selvfølgelig hos dem, ikke mindst fordi klubben altid har været hele familien Jensens projekt, og den ene af sønnerne Frank har nu overtaget jobbet som bestyrer af klubhuset i Madsby.
Familien har mistet deres mand, far, svigerfar og bedstefar, FfF har mistet en stor kapacitet
Æret være Carl Eriks minde.
På klubbens vegne
Jesper Kongsted
Formand