Ny lørdag med 6 points til JS og serie 3

Dagens JS modstander fra Kolding IF havde i den forløbne midtuge spillet sig til hele 2 sejre og dermed rykket op i top 4 før dagens kamp i Madsy. En kamp som således lugtede lidt af topopgør omend tidligt på sæsonen. F'erne som før dagens kamp havde max udbytte for 3 kampe virkede fra start lidt for tilfredse og det var gæsterne der startede bedst med aggressivitet og kvikt kombinationsspil på den centrale midtbane og de bragte sig fortjent foran 1-0 efter 10 minutter. Derfra prøvede f'erne at komme bedre med i spillet, men stadig med den velkendte skavank med for mange pasningsfejl i opspillet. Trods dette producerede man chancer, således 2 åbne chancer til Skadholm og Emil Lundø.
I det 39' minut sendes Mads Isaksen afsted i venstre side hvorfra han skærer ind i feltet og fra baglinjen lægger bolden på tværs hvor en total fri Martin Mains blot skal puffe bolden den sidste meter til udligning 1-1. Derfra var det overordnet hjemmeholdet som var bedst selv om man aldrig helt fik styr på KIF's hurtige kontraer. Efter 49 minutter bringer Fuat Hansen med et pladseringskud fra kanten af feltet sit hold i front for 1. gang og det er også Fuat som øger til 3-1 efter 65 minutter efter gedigent klumpspil foran mål. På det tidspunkt lignede gæsterne i den grad et slagent hold. Alligevel får de lov at spadserere igennem venstre forsvarsside til en alt for let reducering 8 minutter senere. Tættere på kom de dog ikke og efter at Mads Isaksen nåede at brænde 2 friløbere blev det i stedet indskiftede Emil Andresen som afgjorde kampen til 4-2 i det 87' minut. Isak som på sine "gamle dage" er i færd med at blive sit holds vigtigste assist-mager fik så alligevel bolden i mål i overtiden til slutresultatet 5-2.
Efter kampen var f'ernes træner Brian Kastling selvsagt tilfreds med både resultat og øjeblikkelige pladsering, men han ærgrede sig over at holdet skulle bruge 35 minutter på at komme i gang. Og han kunne vel også med nogen ret ærgre sig over man ikke evnede at køre sejren sikkert i hus allerede fra 3-1 scoringen.
Med 4 sejre i 4 kampe troner holdet selvsagt i toppen af rækken trods en kamp mindre spillet. En kamp som afvikles førstkommende tirsdag på udebane imod Horsens Freja kl 18.00.
Også serie 3 holdet fik en sejr i deres kamp imod Skibet. Men det holdt hårdt imod et godt spillende hold som bestemt ikke ligner nogen der er indstillet på at ende i serie 4 til foråret og de bragte sig da også foran 1-0 i kampens indledning. F'erne fik dog både udlignet og bragt sig foran 2-1 og burde derfra have afgjort kampen, men brændte den ene 100 % chance efter den anden. Et godt kæmpende Skibet-mandskab fik meget bedre fat hen imod slutningen hvor de tillod sig at brænde et straffe, inden de 10 minutter før til fik udlignet til 2-2. Kristian Kousgaard ville det dog anderledes og scorede sejrsmålet i overtiden til en trods alt fortjent 3-2 sejr.
Træner Jan Juul var efter kampen atter engang glad for både resultat og at kampene varer 93 minutter. Desuden var han tilfreds med indstillingen hos spillerne. Med sejren holder serie 3 sig til i toppen på en delt 1. plads, dog for en kamp spillet mere end Hover.
Holdet spiller næste kamp førstkommende torsdag kl 18.30 hvor der er lokalbrag i KFUM parken