Serie 5 tabte testkamp i Gauerslund

Klubbens 3. hold som til daglig spiller i serie 5 spillede torsdag aften testkamp på udebane imod Gauerslund hvor de stod overfor et ungt serie 4 hold kombineret med U19 spillere. Så der var ikke lagt op til ferie-bold og måske ikke helt uventet på den baggrund at f'erne var bagud 3-0 ved pausen. Men coach "Witte" var overhovedet ikke tilfreds. "Vi behøver vel ikke starte kampen med at forære dem 2 mål" tordnede han. Men 2. halvleg blev en ganske jævnbyrdig affære i takt med at f'erne fik bedre fat i sit eget spil på midte af banen. Og efter 55 minutter blev der også reduceret til 3-1 ved Michael Pedersen som afsluttede fra kanten af feltet. Bolden blev strejfet i skudafviklingen og gik derved i en perfekt bue over målmanden og ind under overliggeren. Nærmere end dette kom f'erne dog ikke og de sidste 10 minutter var der udsolgt hos de fleste af de 14 blå spillere.
Serie 5 holdet sluttede i foråret på en solid 3. plads i turneringen og holdet udviklede en sær-status. De havde således spillere på træningsbanen gennem et forår hvor der i resten af seniorafdelingen var udfordringer til op over skorstenen. At de enkelte gange havde problemer med at stille hold beroede således på at de måtte aflevere spillere opad. Indeværende opstarts periode har opbakningen også været imponerende og de seneste 2 uger har man 2 gange kunnet spille 11:11 på træningsbanen. Dette til trods, ambitionsniveauet er nok stadig at komme ud og spille en god omgang fodbold. Men skulle man komme i oprykningsfare tager man nok dette med også.
Holdet spiller 1. turneringskamp fredag d. 18. august kl 18.30 på udebane imod Somalisk Forening i Kolding.